FASTELAVN

Fastelavn er en skik, som stammer fra vores katolske epoke.Det var nemlig aftenen før den 50 dage lange fasteperiode – med 40 fastedage – indledtes. I den periode skulle man kun stort set kun spise fisk, vandgrød og groft brød.

Fastelabend og carne vale

Vi har ordet fra det tyske fastelabend, mens man i Sydeuropa kaldte aften for carne vale, som betyder farvel kød.I fasten opfordrede præsterne til helst seksuel afholdenhed – eller i det mindste tilbageholdenhed.Påskefasten var en tid, hvor man vendte sig fra det verdslige og under bodsøvelser og andagter tidligt og silde forberedte sig på det store årlige kristne mirakel – Jesus opstandelse påskemorgen.Fasteperioden indledte man derfor med et ordentligt brag af en fest.

Bollemælk

Søndag kaldte man for flæskesøndag, mens tirsdag kaldtes for hvide tirsdag eller fede tirsdag. Det hvide refererer til mælkespiser.Det kunne fx være bollemælk, varm mælk eller æggesøbe med hvedeboller til. Bollemælk er en gammel  dansk ret, hvor mel- eller brødboller serveres i varm mælk, drysset med sukker og evt. kanel.Almindelige mennesker indledte fasten askeonsdag, mens de gejstlige tyvstartede fastelavnsmandag. Ved reformationen 1536 afskaffedes fasten. Men fastelavn holdt danskerne fast ved som en folkelig fest.

Syndens lokkemad

Danske lov fra 1683 forbød fastelavnsløben. Noget tyder dog på, at danskerne ikke for alvor rettede sig efter loven, for der skete jævnt hen indskærpelser.I begyndelsen af 1700-tallet skrev den pietistiske præst Erik Pontoppidan en slags manual til sine embedsbrødre med nogle af de skikke, han mente man skulle være på vagt overfor. Det gjaldt f.eks. fastelavnsvæddeløbet, hvor piger kun iført særk – altså kjole – og med udslået hår løb om kap med karle hen over markerne. Det kaldte Pontoppidan for ”syndens lokkemad”, som djævelen brugte til at ”kildre den smagløse almues gane”. I byerne var det ikke stort bedre, for her løb håndværkerne ”bedrukne rundt” i gaderne. Indremissionæren Vilhelm Bech har fortalt, hvordan det gik til i Udby i 1850. Han stred og vandt kampen ved hjælp af bibellæssnnig  og Brorsons salme ”Syndefulde Fastelavn”. Han fortæller også, hvordan han engang mødte en fastelavnsnar, der skræmte hans hest. Beck satte hesten imod narren og bankede misdæderen med sin ridepisk ”Til han brølende trillede om på vejen”. En anden gang da Beck red til Terløse, var han knap så heldig. ”Skæbnen ville, at idet jeg ville ride ind i præstegården, kom i det samme et regiment fastelavnsnarre ridende og svingende ind ad porten, så at jeg til almindelig fornøjelse kom ridende i spidsen for helle narretruppen”.

Fastelavnsoptog

Fastelavnsmandag red karlene rundt til landsbyens gårde – men vel at mærke kun de gårde, hvor ejerne var inde i varmen.  Tilflyttere blev ind i mellem holdt uden for det gode selskab.Fastelavnsoptogene samlede mad m.v. ind til aftenens sankthansfest.Optoget havde flere faste figurer: Stodderen, kællingen og bajadsen.Stodderen skulle forestille en gammel mand, kællingen var en karl klædt ud som ung kone, mens bajadsen var en klovn klædt i hvid skjorte, bånd og en særlig hat.

Lege

De unge legede mange lege – ikke mindst kapløb eller væddeløb, hvor karle og piger dystede i ulige discipliner.Karlen skulle måske løbe eller ride et bestemt stykke vej, mens pigen skulle samle æg ind. Ældre mennesker deltog ikke i disse lege, men foretog fastelavns løben, hvor de besøgte hinanden og samtidig lavede sjov med dem, man besøgte. En af legene var at stikke til stråmand.

Fastelavnsriset

Fastelavnsriset har været kendt i DK siden 1700-årene.En skik var at særligt fromme forældre pryglede deres børn med ris langfredag med det ædle formål – rent fysisk – at minde børnene om Jesu lidelser. I hvert fald i Tyskland var det ikke ualmindeligt at ungkarle og jomfruer byder hinanden godmorgen ved at rise op og strø aske på hinanden. Det kan man tolke sådan, at man ved at slå hinanden med friske grene – med bristefærdige knopper – søgte at overføre den spirende frugtbarhed til offeret.Det kan også kaldes for en drilleskik, hvor det gælder om at skabe og vedligeholde traditioner mellem mennesker.I begyndelse af 1800 tallet ser mande første pyntede køberis med katte, papirsblomster og storke.

Fastelavnsbåde og bådeoptog

I søkøbstæder var det i hvert fald op til 1700-tallets begyndelse almindeligt med fastelavnsbåde, som blev trukket på land og sat på hjul. Besætningen var særligt udvalgte og havde pyntet sig. Besætningen havde forskellige titler. Der var en admiral og måske en kvartermester eller kommandør, der skulle styre båden og en styrmand, der skulle give mange og højlydte manøvreringssignaler. En Lodhiver havde lov til at bruge et frisprog – dvs. drille de mennesker man mødte.Det gik ikke stille af sig. Og præsterne i Kerteminde klagede da også to gange til stiftsamtmanden over udskejelserne.

Bagværk

Til fastelavn købte mange de dyre hvedeboller - af omvandrende kagekoger – som man syntes var særligt lækre – f.eks. når de blev blødt ud i varm mælk.Skikken med at lave fastelavnsboller af wienerbrødsdej og fyldt med syltetøj og flødeskum er en forholdsvis ny skik. Og bestemt en af de bedre, spørger I mig. Man lavede også fastelavnskringler af mel, vand, salt og kommen. Da dejen blev kogt før bagningen kunne kringlerne holde sig i lang tid – måske et helt år.Fastelavnsbagværket behøvede ikke at have form som boller. Man kunne forme såkaldte "firknopper" ved at sætte fire små boller sammen, eller lave "strutter", der nærmest var korsformede.

Katten af tønden

Herhjemme, i Skåne og i Holland slog man i bogstavelig forstand katten af tønden. Man stoppede nemlig en – måske to levende katte – i tønden. Skikken blev herhjemme forbudt i begyndelsen af 1800-tallet, men fortsatte frem mod slutningen af århundredet.Den, der slog hul på tønden – sådan at katten slap løs – kaldte man kattekonge. Og han havde lov til at vælge sig en pige, som kaldtes for kattedronning.Når man slog katten af tønden, skyldes det, at man anså katten for heksenes og dæmonernes dyr, der var ladet med ondskab.I Tyskland kalder man denne skik for Katzenwerfen. Her har man også Katzenschlagen, hvor det gjaldt om at slå en kat ihjel, f.eks. ved at kaste den ud fra et tårn. Katten blev måske begravet i en mark – for på den måde at begrave det onde, som man mente hørte katte til.

Hovedet af en gås

Andre lege gik ud på - mens man kom ridende på hest - at rykke hovedet af en levende gås eller hane. Halsen blev smurt ind i fedt for at gøre det sværere at rykke hovedet af.