Da racehygiejnen foldede sig ud i Danmark i 1900-tallet.
Fra 1911 til 1961 husede Livø i Limfjorden en øanstalt for såkaldt ”antisociale og kriminelle, åndssvage mænd”, og fra 1923 til 1961 risikerede ”sexuelt løsagtige åndssvage, unge piger og kvinder” at havne på Sprogø.
En af de personer, som har fundet plads i foredraget, er Oluf Nyrup Rasmussen – far til fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen – som blev deporteret til Livø i 1924 og først slap fri i 1931.
Forskelle i individers, racers og klassers evner skyldtes nedarvede faktorer, mente en række indflydelsesrige mænd med den socialdemokratiske minister K.K. Steincke i spidsen i tiden efter 1. verdenskrig. Og da middelklasseforældrene var begyndt at føde færre børn, mens arbejder- og bondebefolkningen fortsat avlede mange børn, frygtede Steincke med flere, at Danmark ville blive oversvømmet af ”undermålere”, ”minusindivider” og ”defekte”, som man kaldte de uønskede mænd og kvinder.
Bekymringen gik også på en dalende kønsmoral og en øgning af antallet af kønssygdomme, hvor den seksuelt aktive kvinde blev anset som smittespreder.
Derfor skulle man forhindre disse grupper i at få børn via bl.a. kastration og sterilisation, i første omgang dog ved at internere dem på øerne Livø og Sprogø.
Foredraget dykker ned i udvalgte mænd og kvinders historie og navnlig om deres ophold på Livø og Sprogø og sætter det ind i en historisk ramme med omtale af bl.a. darwinisme, degenerationsteori, racehygiejne/arvehygiejne og medlidenhedsdrab.
OBS! Foredraget indeholder en række hidtil ikke offentliggjorte billeder, som foredragsholderen har fået stillet til rådighed af en kvinde, som voksede op på Livø – og hvis forældre og bedsteforældre arbejdede på Livø.
klik play og tænd for lyden