Kristen næstekærlighed og tørre tæsk

Dansk børneforsorg fra Middelalderen og frem til nye, bedre

tider slog igennem i løbet af 1900-tallet.

Chr. 4 ville det godt med sit børnehus – børnene skulle have god og rigelig mad, opdrages til at blive gode kristne medborgere og lære et håndværk. Virkeligheden blev en ganske anden. Dødeligheden var på 50 pct og kun ganske få fik et job.

Samme sørgelige historie kan siges om mange børnehjem og opdragelsesanstalter, der i anden halvdel af 1800-tallet i stort tal blev opført af især filantropiske og missionske selskaber og foreninger. Ofte var der langt fra idealerne til dagligdagen, som kunne bestå tørre tærsk, hårdt arbejde, tarvelig kost og et udtalt fravær af kristen næstekærlighed.

Peter Sabroe og andre indignerede folk rejste allerede fra slutningen af 1800-tallet sager om overgreb mod børn. Sager, som er blevet ved med at dukke op – på trods af utallige indgreb fra Folketing og myndigheder. Tænk bare på Godhavnsrapporten fra 2011, som omtalte overgreb foretaget på 19 institutioner i løbet af 1945-1976.

Foredraget vil dykke ned i ældre sager om Hebron og Flakkebjerg, og nyere som Hjortebjerg Skole og Skolehjemmet Himmelbjerggården.

Selv om overgrebene har været mange, er der også gode historier, der viser at indgreb, nye forstandere m.m. kunne ændre radikalt på forholdene, sådan at fx. Flakkebjerg og Hjortebjerg Skole blev gode steder at bo på.

Foredraget handler også om fattig- og børneforsorg siden middelalderen, om synet på værdigt og uværdigt fattige, hvor førstnævnte fik hjælp, mens sidstnævnte kunne risikere at blive pisket ud af byerne. Om børneloven af 1905, socialreformen i 1933 og Bistandsloven fra 1976.