Engang piskede vi de fattige ud af byen

Dansk fattigforsorg siden middelalderen og frem til nye tider i 1900-tallet.

Den katolske kirke glorificerede fattigdom. De fattige var nemlig tættere på Jesus, som levede et nøjsomt og tarveligt liv. Og så blev fattigdom og sygdom set på som prøvelser fra Gud til det enkelte menneske.

I det omfang familien ikke kunne hjælpe, var fattigforsorg et anliggende for klostre og stiftelser som fx Helligåndshuse. De blev finansieret af gaver, arv og almisser fra de rige, der på den måde købte sig aflad og fik forkortet tiden i skærsilden.

I midten af 1500-tallet ændredes synet af de fattige radikalt. Det at arbejde kaldte Luther nu for et kald og en pligt, og magthaverne begyndte atskelne mellem værdigt og uværdigt trængende fattige.

De værdigt trængende fik hjælp – især ved at få lov til at tigge, og de blev derfor udstyret med et metalskilt – tiggertegnet.

Kongen overtog efter Reformationen i 1536 ansvaret for uddeling af fattighjælp og vedtog i de følgende århundreder et utal af love, der handler om at bekæmpe uværdig lediggang.

Således skulle de såkaldte hospitaler kun være for mennesker befængt med ”guds plage eller sygdom”.

Og de arbejdsduelige skulle anvises arbejde, alternativt forvises fra den by, de opholdt sig i til deres hjemsogn. Vendte de tilbage og blev grebet i tiggeri, skulle de piskes ud af byen.

Og private fik ret til at jagte løsgængere og bruge dem til tvangsarbejde.

Og færgemænd måtte ikke føre løsgængere fra et område til et andet.

I 1630 og årene derefter blev det forbudt at tigge. De værdigt fattige skulle forsørges, mens de uværdigt blev sendt i tvangsarbejde.

Omkring 1800 går fattighjælp fra at være en kristen pligt til at blive et samfundsansvar.

De fattige fik hjælp, men betragtedes også som andenrangsborgere, der ikke måtte eje noget og ikke måtte gifte sig.

Grundloven af 1849 indførte demokrati, siger man, men stemmeret og valgbarhed gjaldt kun ca. 15 procent af den voksne befolkning, og de fattige hørte til de 85 procent. Først med socialreformane i 1933 var det helt slut med at offentlig hjælp medførte rettighedsfortabelse for de fattige.

Siden da har Folketinget vedtaget et utal af nye større lovkomplekser som Bistandsloven af 1976, der betød at sociale ydelser ikke længere kun skulle handle om forsørgelse med også om "forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel".

En rød tråd i de mange love er ønsket om, at så mange som muligt skal finde en plads på arbejdsmarkedet. ”Dovne-Robert og Fattig-Carina” bryder vi os nemlig ikke om.